Vikingeskib

Vikingemarked i Hobro
Sildehagen ved Mariager Fjord
Lørdag d. 4.  - søndag d. 5. august 2012
 






Vikingeskib

Telt og vikingeskib i Hobro
Få andre vikingemarkeder kan tilbyde ankerplads for vikingeskibet så tæt ved teltet som markedet i Hobro.

Hobro er kendt som et markant punkt på vikingernes landkort på grund af ringborgen Fyrkat.

I de senere år har Hobro imidlertid også udviklet et charmerende vikingemarked, som bliver stadig mere omfattende.

Mod de flestes forventning ligger vikingemarkedet ikke ved ringborgen på Fyrkat. I stedet har det fundet plads tæt ved byen på den nordlige side af Mariager Fjord. Sildehagen er en lysning i beplantningen helt ned til stranden, hvor markedet ligger beskyttet og alligevel åbent til havet.

Vikingemiddag i Hobro
Vikinger nyder aftensmaden i det fri - efter at turisterne er gået

Placeringen ved fjorden gør det nemt at sejle til markedet og ved hvert marked ligger vikingeskibe forankret ved kysten under vikingemarkedet.

Tidligere har skibene Lindheim Sunds fra Ollerup, Randaros fra Randers og åfjordsbåden Blåheia fra Århus gæstet markedet og også i år ventes besøg af et eller flere vikingskibe.

Herudover rummer markedet blandt andet glimabrydning, islandske heste, opvisning af en falkoner, skjald, vikingekrigere samt naturligvis mange håndværkere og handlende.

Markedet i Hobro har været holdt siden 2003, og har har som tradition været holdt anden weekend i august. I år er det dog flyttet til den første weekend i august, og det er planen at markedet også i de kommende år holdes i denne weekend.

Vikingemarked i Hobro
Selv om teltene ligger tæt på Sildehagen giver havet en følelse af åbenhed og god plads.

Det er muligt at parkere forholdsvis kort fra markedet, men pladsen er ofte begrænset. Afstanden fra Hobro centrum er ikke længere end at man sagtens kan gå.

Man kan derfor let tage tog eller bus til Hobro og gå det sidste stykke ud til vikingerne. Der er skilte fra de større rundkørsler i centrum af byen. Markedet ligger tæt ved lystbådehavnen, så det også en mulighed at sejle dertil.

Vikingemarkedet i Hobro har åbent:

Lørdag d. 4. august 2012 kl. 10 - 17
Søndag d. 5. august 2010 kl. 10- 16

Entréen koster 50 kr. for voksne. Børn kommer gratis ind.

Vikinger som ønsker at deltage i markedet kan sende mail til:

Knud Brix, knudbrix@mail.dk.
Yderligere information på adressen www.vikingemarkedihobro.dk

Bemærk:
Hvert år op til jul holder vikingegården Fyrkat vest for Hobro et Vintersolhvervsmarked som giver mulighed for at købe historisk spændende julegaver.